Økonomien skal være ansvarlig

Dansk økonomi mangler hænder. Vi kan ikke nå vores mål for klima og velfærd, hvis ikke der er alt lige fra SoSu’er over faglærte håndværkere til ingeniører til at udføre arbejdet. Den største risiko for både vores mål for klima og vores velfærd er, at der ikke er mennesker nok i økonomien. Samtidig skal der også være plads til, at vores erhvervsliv kan udvikle sig, og der står man over for samme udfordringer; mangel på mennesker i økonomien. Derfor holder vi fast i at få flere i arbejde via reformer, og vi synes det var helt forkert, da regeringen sammen med venstrefløjen og DF brugte 3 mia. kr. på at 10.000 raske ældre skulle på pension. Det er en helt anden retning, vi skal. Vi foreslår øget udenlandsk arbejdskraft, at flytte skat fra arbejde til bolig, og at flere, der allerede er i Danmark, kommer i arbejde.